BØRN OG KØNSIDENTITET

Forleden deltog vi – Familien i balance - i et foredrag om ’børn og kønsidentitet’. 

Et emne der optager mig meget. Både privat og fagligt.

Foredraget havde været planlagt længe. Men i disse dage, hvor også medierne er fulde af netop dette emne, føltes det – om muligt – endnu mere højaktuelt.

Vi havde mange interessante, vigtige snakke og diskussioner i løbet af de to timer, det varede.
Og med mig hjem tog jeg primært at være bekræftet i overbevisninger, jeg allerede havde inden denne aften.

Nogen af dem fik jeg lyst til at skrive lidt om her på bloggen og dele med jer, som mit indspark i debatten.

Min personlige drøm har altid været en verden uden ”samfundsskabte” kasser, vi skal passe ned i. Fordi kasser strammer og definerer.

Derfor drømmer jeg om en verden, hvor vi alle kan være dem, vi er – præcis som vi er.
Uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved eller kigget skævt til os.
Heller ikke selvom vi ikke er som flertallet. 

Og heldigvis bliver vi hele tiden flere og flere, der deler den drøm. 

Men i jagten på friheden til at være dem vi er, skal vi passe på, at vi ikke bare opfinder NYE kasser, vi kan proppe hinanden i.

Eksempel: 

Dreng har langt hår. Dreng leger kun med piger, ”pigeting” og elsker at klæde sig ud –-> så er han nok et barn, der er født i den forkerte krop! Eller – så er han nok homoseksuel!

Måske.

Og måske er han bare… som han er!

Det der er vigtigt (både som forælder, omsorgs- og fagperson) er, at vi LYTTER til børn - og møder dem der, hvor de er. At vi støtter dem og forholder os åbne og nysgerrige over, hvem de er som mennesker – og over, hvad de drømmer om i deres liv. Uden dom. Og uden at lede efter en kasse, de kan passe ned i.

Og i det bor selvfølgelig også et paradoks (ift. drømmen om at afskaffe kasserne).

For som mennesker længes vi alle efter at høre til. Efter at finde og være en del af dét fællesskab, hvor vi føler os hjemme, accepteret og betydningsfulde, som dem vi er. 

(Og heri ligger naturligvis også en del af forklaringen (eller undskyldningen) for kasserne begravet).

Derfor giver det heller ikke mening at tale om, ”hvad nu hvis”. 

Altså: Hvad nu, HVIS vi levede i en verden, hvor køn ikke var et prædikat eller en vigtig/afgørende del af vores identitet - ville det så over hovedet være vigtigt for vores børn at identificere sig som det ene eller det andet?

Det er en interessant snak og en vinkel, vi ofte har drøftet også herhjemme. 

Men verden ser bare ikke sådan ud (nu). Vi lever i en tid fyldt med kasser og, hvor størstedelen af os identificerer os som det ene eller det andet (eller tredje, fjerde...) og, hvor der er en lang række ting, der definerer, hvorfor vi gør det. Og derfor hjælper det ikke de børn, der faktisk føler sig som et andet køn - end det deres krop repræsenterer - at tale om, ”hvad nu hvis”. 

For dét at fremstå som noget andet end, man føler sig som indeni, og dét ikke at være med i det fællesskab, man inderst inde længes efter at være en del af, kan skabe så stor mistrivsel, at det, hvis vi ikke lytter, for nogen kan være et spørgsmål om liv eller død. 

Derfor SKAL vi tage disse børn alvorligt. Og derfor SKAL vi hjælpe dem. Også med behandling, hvis det er det rigtige for barnet.

Og så har vi alle sammen et ansvar for at lade alle børn vide, at de er SÅ velkomne her i verden, lige præcis som dem, de er. Og lige præcis på den måde, de ønsker at være her.

Kærlig hilsen,
Camilla

Er børn og kønsidentitet også noget, du er optaget af, kan et eller flere af nedenstående links måske være noget for dig:

https://www.fstb.dk

http://lgbt.dk

http://www.howtobeagirlpodcast.com

https://www.dr.dk/drtv/program/jeg-vil-ikke-vaere-pige-mor_149908