FORMÅLSLØS VÆREN... i bus 33

Vi lever i en tid med fart på. I en præstationsverden, hvor det gælder om at præstere bedst og mest muligt på kortest mulig tid.

Vi måler og vejer os selv og hinanden, på det vi præsterer i livet. Og det gør vi ud fra en målestok, der baserer sig på ydre målforhold og som er fuldstændig ligeglad med og hensynsløs over for det, der i virkeligheden betyder aller mest for vores glæde og følelse af balance i livet – nemlig de indre forhold.

Når vi løber (for) stærkt og hele tiden er optaget af alt det, der er uden for os, mister vi let kontakten til alt det, der er inden i os. Og når vi gør det, holder vi op med at mærke, hvordan vi egentlig har det og, hvor vores grænser går - og vi mister kontakten til os selv.

Når vi mister kontakten til os selv, mister vi også kontakten til dem omkring os – og evnen til at mærke, hvor de er, hvordan de egentlig har det og, hvor deres grænser går.

Vores børn er et barometer
Det har stor betydning for balancen i familielivet, når vi kommer ud af kontakt med os selv og hinanden. Og tit er vi ikke selv klar over det, før der pludselig sker noget, der – hvis vi formår at lytte - gør os opmærksomme på det.

Ofte vil det være vores børn, der er det bedste barometer for, hvordan vi går og har det og dem, der ”advarer” os: Måske synes du pludselig, at børnene er mere ”umulige” end de plejer, mere sure, mere følsomme, mere voldsomme, mere stille. Dét er som regel et kærligt vink med en vognstang om, at det er tid til at vende blikket lidt indad og se på: ”Hvordan er der inde i MIG for tiden…? Hvordan går jeg og har det?”

At være - helt uden formål
En af de ting, der kan være rigtig god for at komme tilbage til os selv og mærke, hvordan vi har det, er FORMÅLSLØS VÆREN. Noget de færreste af os er opmærksomme på eller husker at dyrke i dag – blandt andet fordi vi hele tiden føler, at vi skal præstere, og fordi mange af os konstant har en smartphone i hånden. Vi får stort set ingen naturlige pauser længere. Derfor er det noget, vi skal vælge aktivt og bevidst til.

Det er noget, jeg altid selv, har haft svært ved – til trods for, at jeg så tydeligt mærker i hver eneste celle i min krop, hvor godt det er for mig, når det sker. Men der, hvor jeg kommer fra, behøvede vi ikke en smartphone til at forhindre formålsløs væren. Dér var man doven, hvis man sad stille for længe ad gangen. Man skulle helst være i gang hele tiden. Være nyttig og flittig. Derfor var det i mange år også svært for mig at sidde stille ret længe ad gangen og slappe sådan helt rigtigt af. Følelsen bor stadig i mig. Men jeg øver mig hver dag i at berolige og sige nej tak til den. Fordi jeg nu ved, at min krop har brug for pauser.

Når kroppen får ro i en bus 
Heldigvis har jeg en 4årig søn, der er super sej til netop formålsløs væren. Og det dyrker han især ved at køre med offentlig transport. Han ELSKER at køre i bus, metro og tog. Når han gør det, er hans lille ellers energifyldte krop fuldstændig i ro. Han sidder BUMstille og altid ved vinduet, så han kan se på verden, der glider forbi, mens han bare sidder der og er.

Jeg tror på, at hans kærlighed til busser og toge er opstået i hans krop, som er klogere og (stadig) styrer mere end hans hoved. For kroppen ved godt, hvad den har brug for – og den kalder på det i os alle sammen. Hele tiden. Vi har bare med tiden lært IKKE at lytte til den - og at tro på, at det at kunne præstere primært kræver hjerneaktivitet. Selvom vi ved i dag - blandt andet fra forskning - at vi faktisk præsterer langt bedre, når vi også har kroppen med.

Og Nelsons krop kan mærke, at den får noget, den har brug for, når den sidder der i bus 33 og ikke ved, hvor den er på vej hen eller, hvornår turen går tilbage igen. For det er sådan, vi gør det - vi stiger på bussen, finder et sæde, med det helt rigtige udsyn, og så sidder vi der, til Nelson(s krop) kan mærke, at det er tid til at køre tilbage igen. Så står vi af og tager bussen den anden vej.

Jeg er selv meget lidt fan af offentlig transport og mindst af alt busser. Men når jeg sidder dér i bus 33 sammen med Nelson, og vi holder hinanden i hånden næsten uden ord og bare er og ikke ved, hvor længe vi skal være der eller, hvor vi ender, så har jeg det helt anderledes. Så er det som om sjælen får et vitaminboost og bliver genstartet – og det samme gør min og Nelsons relation. Vi er altid tættere forbundet, når vi står af end da vi steg på.

Har du nogle åndehuller med formålsløs væren i dit liv? Hvis ikke - er det måske tid til at give dig selv en tidlig julegave? :-) 

Kærlig hilsen Camilla

Drømmer du (også) om mere balance i familielivet?
Måske åndehuller med formålsløs væren er et godt sted at starte?

Som familierådgivere brænder vi for at skabe mere balance i de nære og betydningsfulde relationer. Fordi vi tror på, at relationer er det vigtigste, vi har - og at kvaliteten af dem har afgørende betydning for, hvor lidt eller, hvor meget vi trives i livet.

Alle familier oplever ind imellem små eller store udfordringer i hverdagen, som de føler står i vejen for, hvordan de godt kunne tænke sig, at det var. Men ofte er det svært for os selv at se, hvad vi kan gøre anderledes for at ændre det, der udfordrer os.

Det kan vi hjælpe jer med. Og vores erfaring er, at selv små ændringer, kan gøre en stor forskel for, hvordan stemningen og balancen i familielivet opleves - af alle familiens medlemmer.